Fra i Sommers...

Denne lille bunke fotografier er fra min sommerferie hos familien i det sydlige Frankrig. Jeg bringer ingen billeder af min familie, da jeg ikke tror de vil synes om at være offentliggjort...

Så ved man hvordan man gør næste gang man skal tøjre en hest.

Min farmors lejlejlighed på det katolske plejehjem. Min farmor er måske ikke den varmeste eller kærligste farmor man finder. Men hendes 90 år lange liv har gjort hende til en kvinde af en meget stærk karakter. Hun er født og opvokset i den bretonske by Brest, som i sin tid (før den blev sønderbombet under krigen) lagde havn til en stor del af den franske flåde. Min oldefar var kaptajn på en ubåd, og udover at det på daværende tidpunkt betød at han var pro Vichy-styret, overvejende pronazistisk samt profranco under den spanske borgerkrig, betød det også at min farmor voksede op i et helvede af facadeplejning. Som hustru til en flådekaptajn havde min oldemor til opgave at med få penge holde en velhavende facade til omverdenen. Dette betød at min farmor f.eks. har været tvunget til at lære at spille klaver, men ikke at elske musikken. Det ville være at overdrive. Sådan var det med hele opdragelsen, husholdningen og hvad der ellers medvirkede til familiens ydre facade. Intet måtte være for meget eller for lidt.

Under krigen flyttede min farmor til Marrakech med sin familie. Her mødte hun min farfar. Dette blev starten på et liv med ti børn og en konstant flugt fra gæld. Da min far, den yngste i børneflokken, var tolv, døde min farfar den 22. december i en bilulykke. På trods af at det virkelig var en sørgelig begivenhed, betød familiefaderens død at deres enorme gæld blev slettet. Min farmor siger idag at hun ikke tør tænke på hvordan det ville se ud idag, hvis ikke gælden var blevet slettet, som følge af hendes mands død.

Efter farens død blev de fem ældste brødre voldsomt uvenner, og kan stadig ikke nu, 42 år senere, være i samme rum. Siden da har min farmor i perioder ikke været på talefod med flere af sine børn.

Der er mange årsager til at min farmor er præcis den ekstremt højreorienterede, ekstremt ærlige, ekstremt ubehøvlede, ekstremt dessertelskende, ekstremt katolske, ekstremt lidt tillidsfulde, ekstremt rummicubeelskende, hærdede, kuglerunde kvinde hun er idag. Og selvom hun aldrig bliver en varmhjertet bedstemor, og på trods af de punkter hvor vi er enige kan tælles på en trefingret hånd, så fascinerer hun mig.

Tepotten herunder var en julegave fra min farmor til min farfar, den jul han døde.

Her var der engang en dessert...

Polterabend